Hvorfor vælge mørk Fairtrade chokolade?
Først og fremmest: Du gør en forskel for kakaobønderne og deres familier ved at vælge Fairtrade mærket chokolade eller kakao. Du gør en forskel for din krop ved at vælge mørk chokolade.
Livet er temmelig svært for en kakaobonde. Ifølge Fairtrade/Max Havelaar lever de omkring 50 millioner mennesker, som arbejder i kakaoplantagerne i Vestafrika og Latinamerika, for under en dollar om dagen (kilde: maxhavelaarfrance.org). Priserne på kakao er svingende til trods for, at efterspørgslen er steget de seneste år. Og som udgangspunkt er det ikke bonden, der nyder godt af det, når prisen går opad. Og du giver ca. det samme for en plade mørk chokolade, som du altid har gjort.
Anderledes står det til for de kakaobønder og producenter, som haft mulighed for at sælge deres varer til en indkøber, der er certificeret under et af de etablerede fairtrade ordninger. Her bidrager fairtrade til at gøre kakaoproduktionen mere bæredygtig ved at sikre bønderne en minimumspris for råvaren. Uafhængigt af de svingende markedspriser. Og forholdene bliver løbende justeret til det bedre. For eksempel har Max Havelaar i en pressemeddelelse fra 1. oktober 2019 meldt ud, at minimumsprisen for kakao stiger fra 2.000 til 2.400 USD per ton – en stigning på 20 procent til gavn for bonden og kooperativerne.
Et respektfuldt engagement
Derudover er der typisk en række andre fordele for bønderne. Eksempelvis har det franske, økologiske kvalitetschokoladebrand KAOKA et dybt engagement i de kooperativer, hvorfra de får kakaobønner. P.t er firmaet aktivt tilstede i de fire programlande Ecuador, Haiti, Den Dominikanske Republik og Sao Tome. Her understøtter KAOKA lokalsamfundene ved at coache og uddanne lokale teknikere og bønder i bedre organisering samt teknisk udvikling af landbruget. Og det gøres altid i tæt dialog og med respekt for den lokale kultur og traditioner. Dette langsigtede engagement og en bæredygtig udviklingsstrategi er – sammen med en garanteret fair mindstepris – det, der skal til, for at sikre en lovende og stabil fremtid.
Smager fairtrade så bedre?
Du kan nok næppe smage forskel på et stykke fairtrade-mærket mørk chokolade og et konventionelt stykke mørk chokolade, hvis du får det på tungen og lukker øjnene. Men jeg vil alligevel påstå, at det giver en bedre smag i munden – i hvert fald hvis du kærer dig bare en smule for de produktionsforhold, der ligger bag de ting, du putter i indkøbskurven. Og så er mørk chokolade jo ekstremt sundt, da det indeholder en masse gode stoffer kroppen har brug for.
Heldigvis findes der et godt udvalg af kakao- og chokoladeprodukter på markedet, som både kan vinge af ved høj smagskvalitet og bæredygtige produktionsforhold.
Hver franskmand spiser syv kilo chokolade om året, og heraf er kun 76 gram fairtrade chokolade. I Danmark er andelen næppe højere. Så uanset om, om du bare er almindelig chokoladeelsker og køber en mørk chokoladeplade i ny og næ, eller indkøber i engros til dit professionelle køkken, kan du gøre en forskel for kakaobønderne ved at se efter en chokolade med fairtrade logo på næste gang du trænger til den mørke chokolade.